Endelig en pause fra det grå, kedelige vejr! Mandag morgen klarer det op efter regn i nat, og solen tager over.

Dagen starter med 8-9 grader - og det er helt vildt for december måned.

"Det er meget, meget mildt for december," siger Andreas Nyholm fra TV 2 Vejret.

Der kommer dog en del vind i løbet af dagen, så det kan føles lidt køligere end termometeret viser.

Formiddagen byder på masser af sol, men eftermiddagen bliver mere grå. Sent på eftermiddagen begynder det at regne igen, og det fortsætter ud på aftenen.

Temperaturen holder sig heldigvis omkring de 10 grader hele dagen - så du kan sagtens nøjes med en lettere jakke!