Over 1.000 lærestuderende går på gaden i dag for at kæmpe for deres uddannelse. De demonstrerer mod lukningen af den 90 år gamle læreruddannelse på Frederiksberg, som pludselig er havnet i kæmpe problemer.

Det vilde er, at bestyrelsen på Københavns Professionshøjskole skal træffe den endelige beslutning om uddannelsens fremtid i dag - kun 13 dage efter det kom frem, at stedet mangler elever og derfor er i økonomiske problemer.

"Vi mener ikke, at man kan træffe en så stor og permanent beslutning på et så forhastet grundlag. Vi har spillet ind med flere finansieringsmuligheder, som ikke er blevet undersøgt. Dem skal vi have undersøgt til bunds, men det kan ikke nås på 13 dage," siger Embla Bangsgaard Nielsen, som står i spidsen for demonstrationen.

Hun håber, at bestyrelsen som minimum vil udskyde beslutningen, så der bliver tid til at gøre tingene ordentligt. Demonstrationen starter klokken 13:30, hvor de studerende marcherer fra læreruddannelsen.

Bag protesten står Lærerstuderendes Landskreds, og for dem handler det om meget mere end bare én uddannelse: "Det handler om hele folkeskolens fremtid," som de selv siger.