For bare et år siden var Derek Green hjemløs i Aalborg. Han gik fra varmestuer til biblioteker bare for at få et sted at være.

I dag har den 52-årige englænder både fast job og sin egen lejlighed. Og det skete på under et år.

Derek kom til Danmark i 2002 på grund af kærligheden. De første mange år var perfekte - han blev gift, fik to børn og uddannede sig til bager.

Men så gik det helt galt.

Nytårsdag 2014 forlod hans kone ham. Samtidig lukkede flere bagerier på grund af supermarkedernes bake-off afdelinger, og Derek mistede sit job.

I nogle år klarede han sig på dagpenge. Men da Brexit blev en realitet i 2020, mistede han som englænder sin opholdstilladelse - og dermed også retten til dagpenge.

I otte måneder stod Derek uden en eneste krone i indkomst.

En lang og hård kamp begyndte for at få hjælp fra systemet og få styr på sin situation igen. Men Derek gav ikke op - og nu har han bevist, at man altid kan vende det hele om.