"Stop, stop, stop. Vi rammer æ port!" råbte jernbanedirektør Martha Vrist panikslået, mens hun stirrede koncentreret på kong Frederik, der sad ved rattet i det splinternye batteritog.

Fredag skulle kongen nemlig indvie de nye batteritog, som kommer til at køre på VLTJ-strækningen. Og selvfølgelig skulle Hans Majestæt selv prøve at køre det.

Men da kongen skulle manøvrere toget de sidste meter ind i toggaragen - eller remisen som de kalder det - gik det lidt galt. Både Martha Vrist og lokomotivføreren begyndte at råbe "stop" i munden på hinanden. I alt blev der sagt stop mindst 10 gange, og der var også både "pas på" og "uh" kastet rundt i førerhuset.

Heldigvis blev det nye batteritog leveret i ét stykke. Kongen forlod hurtigt førersædet med et stort grin og sagde: "Jeg evakuerer!"

Og så var det tid til klapsalver fra de tilstedeværende.

Bagefter måtte jernbanedirektøren med et kæmpe smil erkende sandheden: "Det var vist mig, der gik i panik. Kongen havde faktisk helt styr på det."

De nye batteritog er en del af den grønne omstilling af den danske jernbanetrafik og skal hjælpe med at gøre togkørsel endnu mere miljøvenlig.