Hvis du har en hund derhjemme, skal du være ekstra opmærksom i julen. Dansk Kennel Klub advarer om tre store farer, der kan gøre din hund syg - eller i værste fald dræbe den.

De tre store no-go'er er: Forgiftning, fremmedlegemer og fed julemad. Lyder simpelt, men hvert år ender hundredvis af hunde på dyrlægen, fordi ejerne ikke var opmærksomme nok.

Forgiftning - hold chokoladen væk!

Chokolade er direkte giftigt for hunde på grund af stoffet teobromin. Så selvom din hund tigger sødt, må den IKKE få bare en lille bid af din julekalender. Det samme gælder nødder, vindruer, rosiner og de klassiske juleplanter som mistelten, julerose og julestjerne. Også løgplanter er farlige.

Fremmedlegemer - alt glimmer er ikke guld

Hold øje med at din hund ikke får fat i glaskugler, gavebånd, pyntenisser eller legetøj fra julegaverne. Hunde elsker at tygge på ting, men disse små genstande kan blokere tarmene eller kvæle dem.

Fed julemad giver dårlig mave

Sovs, andeskrog, risalamande og karrysild er ikke hundemad. Dansk Kennel Klub fortæller, at generelt fed julemad er skyld i, at hundredvis af hunde får opkast og diarré hver jul. Så hold dig til hundemaden, selvom den tigger endnu så sødt ved bordet.