Skal politikere have mere i løn? Det mener i hvert fald rådmand Tommy Hummelmose fra De Konservative. Han vil hæve lønnen for at få flere til at kaste sig ud i politik.
Et byrådsmedlem i Odense får i dag 18.211 kroner om måneden. Det er slet ikke nok, mener Tommy Hummelmose. Han skriver på Facebook, at mange potentielle politiske kandidater tænker: Hvis min politikerrolle koster mig muligheden for et godt job, en forfremmelse - eller måske færre kunder i min butik - ja, så siger jeg nej tak. Lønnen som politiker kan simpelthen ikke matche den omkostning, det kan medføre.
Tommy Hummelmose mener, at lønnen skal 'matche et almindeligt job'.
Han er ikke den eneste konservative politiker, der har den holdning. I sidste uge foreslog den nyvalgte borgmester i Kerteminde, Michael Nielsen, også højere løn til lokalpolitikere.
