Hvis du har været til en pose-fest eller Logen-fest i Roskilde, så ved du nok godt konceptet: En arrangør lejer et lokale, og så tager I alle selv alkohol med til festen. Men nu sætter politiet en stopper for det.
Midt- og Vestsjællands Politi har nemlig besluttet at kontrollere de kommende ungdomsfester i området. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Grunden er, at Erhvervsstyrelsen nu har meldt klart ud: Til den slags fester må der slet ikke være alkohol. Arrangøren må hverken selv sælge alkohol eller lade jer medbringe jeres egen.
"Som vi har påpeget, så har der i nogen tid været tvivl om fortolkningen af lovgivningen på området. Vi har nu fået en ny redegørelse fra Erhvervsstyrelsen, der er den ansvarlige myndighed på området, og de siger meget klart, at til den slags fester, må der ikke forefindes alkohol," forklarer politiinspektør Thomas Tarpgaard.
Og konsekvenserne kan være alvorlige for arrangørerne. De risikerer at blive sigtet, hvis der sker salg af alkohol, eller hvis de unge får lov til at tage deres egen alkohol med til festen.