Brandfolk fra Skive måtte tirsdag aften rykke ud til Glyngørevej nord for Skive efter et mindre miljøuheld. Det fortæller indsatsleder Bjarke Lund fra Nordvestjyllands Brandvæsen.

"Det ser ud til, at der er tabt to dunke med spildolie, som muligvis kan være faldet af en trailer under kørslen," forklarer han.

Olien løb ud på vejen og ned i grøften ved siden af, men det var heldigvis ikke så slemt, at vejen skulle spærres af. Trafikken kunne derfor køre normalt forbi stedet.

Da brandfolkene var ved at pakke sammen, var situationen næsten under kontrol, fortæller Bjarke Lund.