"Ej mor, seriøst?"

Det var teenagedrengenes reaktion, da deres mor Pernille Damgaard IGEN foreslog den samme vilde idé: Hvad nu hvis vi inviterede nogle fremmede hjem til jul?

Pernille har prøvet at overtale sin mand og to sønner i flere år. Men i år lykkedes det endelig for hende.

Så hun skrev et opslag i Hvidovre-gruppen på Facebook, hvor hun startede med:

"Vi ønsker at hjælpe en enlig mor/far med et par børn, som ikke selv har økonomi til at fejre juleaften."

Selvom det krævede en del overtalelse af familien, giver det bare mening for Pernille at være der for andre mennesker.

"Det kan godt være grænseoverskridende - vi ved jo ikke, hvad vi går ind til. Men vi tager det som en oplevelse, og hvis man bare kan gøre en lille forskel, ville jeg blive så glad," fortæller Pernille til TV 2 Kosmopol.

For Pernille handler det om at gøre en forskel i en verden, der nogle gange kan føles ret grusom og kold.