Hvis du skal ud og køre i dag på juleaftensdag, så tag det roligt. Især hvis du befinder dig nord for Limfjorden i Nordjylland.
Vejdirektoratet advarer nemlig om isglatte veje flere steder, som kan gøre din tur hjem til familien eller til julefrokost til en farlig affære.
Det er især i kommunerne Aalborg, Brønderslev og Hjørring, at nattefrosten har skabt problemer. Her er vejene blevet så glatte, at du risikerer at miste kontrollen over bilen.
Men der er også gode nyheder: Vejtemperaturen stiger i løbet af dagen. Så hvis du først skal af sted senere, skulle der ikke være nogen problemer med glatte veje.