En 39-årig mand fra Silkeborg får nu en regning fra politiet, efter han fredag aften besluttede sig for at køre over for rødt lys. Det endte med et kæmpe brag.

Ifølge vagtchef Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi skete uheldet ved krydset mellem Viborgvej og Nordre Ringvej i den nordlige del af Silkeborg.

Her ramte den 39-årige direkte ind i en bil, der blev kørt af en 43-årig mand fra Randers. Randers-manden havde grønt lys og gjorde ikke noget forkert.

Den ene af mændene blev kørt på sygehuset for at blive tjekket, men heldigvis ser det ikke ud til, at nogen kom alvorligt til skade.

Nu er den 39-årige sigtet for at køre over for rødt - en overtrædelse der kan koste både bøde og klip i kørekortet.