Nytårsaftensdag startede med et brag i Søndervig, hvor Vinterbadefestival igen samlede de mest hardcore mennesker i Danmark. 2000 pladser på deltagerlisten - og ikke én eneste tilbage. Det er det, man kalder udsolgt.
Men deltagerne var ikke alene om galskaben. 4000 tilskuere havde stillet sig op på stranden for at se på, mens andre mennesker frivilligt hoppede i isvand. Det er enten meget sødt eller meget sygt - du bestemmer selv.
Dagens absolutte stjerner var Thomas Raabæk og Bent Gråkjær, der havde taget det fulde Baywatch-kostume på. De lignede nærmest en tro kopi af David Hasselhoff - bare med lidt mere vintervejr og betydeligt koldere vand.
Og selvom vandet 'kun' var 3 grader, var de to mænd slet ikke til at stoppe. Det kræver seriøst nogle store nosser.
"Det er anden gang, hvor vi er aktive til arrangementet. Men vi har været herude som tilskuere flere år, for vi synes, det er et fantastisk arrangement," fortæller Bent Gråkjær.
For de to amatørlivreddere var det dog ikke første gang, de prøvede kræfter med vinterbadning. De vidste altså godt, hvad de gik ind til.