16. juni sidste år blev en 47-årig kvinde skudt og dræbt på åben gade i Brønshøj af sin eksmand. Dagen efter blev en kvinde i 40'erne dræbt i Nørresundby af sin ekskæreste.

Samme dag blev en 71-årig kvinde dræbt i sit hjem i Esbjerg ved "kværkning eller kvælning". En 55-årig mand blev sigtet for drabet. Og stadig samme dag blev en 77-årig kvinde fundet død i Roskilde. Hendes søn blev sigtet i sagen.

Fire kvinder dræbt på to dage. Det er bare toppen af isbjerget - i alt blev 16 kvinder dræbt i 2025, og langt de fleste af mænd de kendte.

Nu siger Alternativet stop. Partiet vil have en helt ny lov - en særlig kvindedrabsparagraf der kan give hårdere straffe når kvinder dræbes, fordi de er kvinder.

"Det er en stor misforståelse, at alle skal behandles lige. For kvinder er mere udsatte for drab, fordi de er kvinder. Det giver ikke mening at have en kønsneutral lovgivning, når vi har et kønsspecifikt problem," siger partiets retsordfører, Helene Brydensholt.

Hun får opbakning fra en lang række organisationer, der mener det er på tide at anerkende, at kvindedrab er anderledes end andre drab - de handler om køn, seksualitet eller kontrol.