Benhård. Snu. Sarkastisk.
Sådan beskriver landets politiske eksperter Lars Løkke Rasmussen, der som Danmarks udenrigsminister skal sidde ansigt til ansigt med J.D. Vance i Det Hvide Hus onsdag eftermiddag.
På bordet ligger Grønlands fremtid - og det kan faktisk være Danmarks held, at det er lige præcis Lars Løkke, der skal kæmpe Danmarks sag, mener eksperterne.
Her er, hvad fem af landets kommentatorer siger om Lars Løkke Rasmussen:
Ask Rostrup, politisk analytiker, TV 2:
TV 2's politiske analytiker Ask Rostrup mener, det især er udenrigsministerens udholdenhed, der gør ham til et stærkt kort mod amerikansk pres.
- Han er eminent til at analysere, lægge strategier og ikke mindst til at improvisere – det har faktisk reddet hans politiske liv mere end én gang. Han er samtidig vanvittigt udholdende, han er nærmest umulig at slide ned. Og så er han udpræget et følelsesmenneske, som bærer sin sindstilstand på ærmet, siger Ask Rostrup.