Forestil dig at skulle kæmpe med kommunen næsten hver eneste gang, du beder om hjælp til dit handicappede barn. Det er virkeligheden for Karina Holst Lorentsen fra Halvrimmen, og nu er hun både ked af det og rasende.

Hendes 13-årige datter Vienna er multihandicappet og har desperat brug for hjemmetræning. Men Børne- og Familieforvaltningen i Jammerbugt Kommune vil nu trække støtten til træningen.

Vienna blev født 13 uger for tidligt, og det ødelagde hendes hjerne. I dag er hun spastisk lammet, har svær epilepsi, kan ikke se, kan ikke tale og er mentalt kun udviklet som en 6 måneder gammel baby. Hun har brug for hjælp 24/7.

Fordi hun er lammet, kan hun ikke bevæge sig selv. Siden hun var baby, har hun fået hjemmetræning efter Barnets Lov paragraf 85. Det betyder, at mor Karina får vejledning og øvelser fra kommunens fysioterapeuter plus træningsudstyr fra kommunen.

Men det har været et mareridt at få hjælp. Hold nu fast: De sidste fire år har familien fået afslag på 44 ud af 45 forespørgsler om hjælp. I sommeren 2025 besluttede kommunen så, at Vienna ikke længere skal have støtte til hjemmetræning.