Irans naboer er ved at få nok af det her.

Siden lørdag morgen har USA og Israel for første gang i denne omgang indledt angreb mod Iran. Iranerne har svaret igen – og de har ramt dem, der ellers har forsøgt at hjælpe med at stoppe de amerikanske angreb: Golfstaterne.

Det er ret fucked up, når du tænker over det. Inden amerikanerne startede deres angreb, havde Golfstaterne i flere uger arbejdet på en diplomatisk løsning.

Oman har fungeret som mægler i atomforhandlingerne mellem Iran og USA. Flere af Golfstaterne, der har amerikanske baser på deres jord, har faktisk nægtet USA at bruge de baser til at angribe Iran fra.

Alligevel er det netop Golfstaterne, som Iran igen og igen bomber. Målene har været amerikanske baser, men også dyrebar energiinfrastruktur, hoteller og lejlighedskomplekser er blevet ramt.

Det har stillet lande som De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien, Qatar, Bahrain og Kuwait i et kæmpe dilemma:

Hvor meget vil de finde sig i for at bevare den stabilitet, der er så afgørende for dem?