Socialdemokratiet droppede torsdag en stor nyhed: De vil lave hele pensionssystemet om. Nu har finansminister Nicolai Wammen sat tal på, hvad det koster - og det er ikke småpenge.

30 milliarder kroner. Det er prisen for S's samlede pensionspakke, som Wammen afslørede på Facebook fredag.

"Vores samlede forslag koster omkring 30 milliarder kroner. Så dansk økonomi er med andre ord fortsat holdbar med vores forslag," skriver finansministeren.

Men hvad får danskerne egentlig for pengene? Socialdemokratiet vil forbedre den såkaldte Arne-pension og sørge for, at folkepensionsalderen ikke stiger så hurtigt som planlagt.

På torsdagens pressemøde forsikrede Wammen, at planerne ikke ødelægger Danmarks økonomi på lang sigt. Tallene kommer fra hans eget ministerium, som så sent som i februar har regnet på lignende forslag.

Finansministeriet har tidligere beregnet prisen på Pensionskommissionens forslag om at lade folkepensionsalderen stige med et halvt år, hver gang den generelle levetid stiger med et år.

Selvom det måske virker som et emne for dine forældre og bedsteforældre, påvirker pensionspolitik faktisk også dig. De beslutninger, der træffes nu, bestemmer nemlig, hvornår du kan gå på pension engang i fremtiden.