En utæt gasledning blev skæbnesvanger for syv store asketræer på Vigerslev Allé i København. Træerne, der var helt raske, døde sidste år på grund af gaslækagen.

Nu skal de døde træer fældes og erstattes af syv nye. Det fortæller Valby lokaludvalg på Facebook.

De nye træer bliver af typen Fraxinus pensylvanica "Zundert" - en sort, der oprindeligt kommer fra Nordamerika. Navnet er måske svært at udtale, men træerne er valgt af gode grunde.

Sorten er nemlig super robust til at klare livet i en stor by. Derudover vokser den relativt hurtigt sammenlignet med andre træer.

Men selv om de nye træer vokser hurtigt, går der stadig flere år, før de når samme størrelse som de asketræer, der måtte dø på grund af gaslækagen.