Seks kaskelothvaler, der strandede ved Fanø og Skallingen i februar, skal nu dissekeres på Statens Naturhistoriske Museum i København.
TV 2 Kosmopol var med, da hvalernes kæbepartier i slutningen af februar blev fragtet til museet. Men nu kommer der flere dele af de op til 40 tons tunge havdyr til hovedstaden.
Forskerne kunne nemlig ikke finde ud af, hvad der dræbte hvalerne, da de obducerede dem første gang. Det oplyser Miljøstyrelsen.
Nu håber de at få svar ved at undersøge dyrene grundigere på museet. Kaskelothvaler er blandt verdens største rovdyr og kan blive op til 18 meter lange.
De seks hvaler, der strandede på den jyske vestkyst, var alle hanner. Det er ret usædvanligt at se så mange kaskelothvaler strande på samme tid i danske farvande.