Socialdemokraterne har været i fuld gang med valgkamp, og de har malet landet rødt med valgplakater og politik. Og hvilken sang passer bedre til det end Grand Prix-hittet 'Vi maler byen rød'?
Flere socialdemokrater - inklusive statsminister Mette Frederiksen - har brugt Birthe Kjærs klassiker i opslag på sociale medier. Men nu siger sangerinden stop!
Det kræver nemlig tilladelse både fra pladeselskabet og fra Birthe Kjær selv, forklarer hun til TV 2:
'Jeg er forundret over, at de misbruger vores sang. Der burde jo sidde nogle mennesker på de poster, som kender reglerne. Ingen har spurgt.'
Mette Frederiksen var en af dem, der havde brugt dansktop-hittet. Hun delte ifølge Birthe Kjær et opslag med sangen i søndags. Men efter sangerinden kom i kontakt med en af Frederiksens ansatte, blev opslaget hurtigt slettet.
Det viser, at selv landets øverste politiker ikke altid kender reglerne for, hvad man må og ikke må dele på sociale medier - noget mange unge nok kan nikke genkendende til!