"Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ve' det" - som Osvald Helmuth sang det i 60'erne. Men lige nu er det faktisk ret relevant.
Luftforureningen over hele Danmark er nemlig "meget høj" i øjeblikket. Du kan ikke se det med dine egne øjne, men din krop kan sagtens mærke det.
Især hvis du har astma, KOL eller andre kroniske sygdomme, skal du være opmærksom lige nu.
Det forklarer Zorana Jovanovic Andersen, der er professor i miljøepidemiologi på Københavns Universitet.
"På dage som i dag skal især personer med lungesygdomme være ekstra opmærksomme - og måske skrue ned for gåturen eller løbeturen," siger hun til TV 2.
Luftforureningen har været "meget høj" over Danmark de seneste mange dage ifølge data fra Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet. På deres kort lyser røde prikker over hele landet - og det betyder dårlig luftkvalitet.
Så hvis du havde planlagt en lang løbetur eller intens træning udendørs, så overvej måske at tage den indendørs i stedet. Din krop vil takke dig for det.