Snakken går på Viborg-egnen: Hvad sker der med den gamle Nato-bunker på det militære øvelsesterræn ved Finderup?
Bunkeren blev lukket i 2013, fordi Nato ikke længere mente, at der var behov for den.
Men nu er der atter aktivitet ved den atomsikrede bunker. De seneste dage har man kunnet se, hvordan hovedindgangen er ved at blive gravet fri.
Forsvaret ønsker af operative hensyn ikke at svare på, hvorfor der bliver gravet, men det er ikke usandsynligt, at bunkeren bliver taget i brug igen, vurderer militærforskeren Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet.
Han peger på, at verden på flere måder igen ser ud som dengang, da bunkeren blev bygget i 1980´erne.
- Russerne udgør en trussel, og Nato er ved at genopfinde de gamle forsvarsplaner. Det er dyrt at bygge sådan en atomsikret bunker i beton, og når man har en, der er nogenlunde funktionsdygtig, vil det være meget dumt ikke tage den i brug igen, siger Peter Viggo Jakobsen til TV MIDTVEST.
Han understreger, at han ikke har viden om konkrete planer, at man konstaterer, at man næppe er begyndt at grave for sjov, og at Forsvaret i forvejen har byggeprojekter nok.
Vil det ikke være meget dyrt at gøre bunkeren klar til brug igen?
- Prøv at forestille dig, hvor dyrt det ville være at bygge en ny helt fra bunden af. Man skal købe en ny grund og måske ekspropriere. Der kan også være, at der er naboer, der vil brokke sig. Derfor giver det god mening at bruge et gammelt militært anlæg, hvor han ikke skal gennem alle de her armbøjninger først.
Bunkeren i Finderup blev brugt som det, man på militærsprog kalder CAOC (Combined Air Operations Center) og stod for Natos luftovervågning i området.
- Det skal vi til at gøre over dansk og nordisk område igen, og derfor giver det god mening at bruge den slags faciliteter, når man har dem, siger Peter Viggo Jakobsen.
Han mener, at det i bund og grund handler om at sende et signal til russerne: Vi er forberedte og klar til at forsvare os.
- Det er et udtryk for, at vi forbereder os på krig, så den ikke kommer. Det var det, vi gjorde under den kolde krig, og det er det, vi nu er gået i gang med igen.