Tinder, Hinge, Bumble og Happn.
Hvis man vil finde en partner, er der datingapps nok at vælge imellem.
Alligevel er mange danskere gået kolde i den evige trummerum af likes, swipes og matches.
Flere forskningsartikler viser, at mange europæere føler sig udmattede af at bruge datingapps.
Et fænomen som betegnes dating fatigue.
Malthe Sebastian Rye Thomsen er antropolog og forsker i datingkultur på nettet. Han mener også, at flere danskere er blevet trætte af dating-gamet.
- Man er træt af at tage på de samme dates og have de samme samtaler. Alt gentager sig. Samtidig er man lidt nedbrudt af de samme slags afvisninger, at folk pludselig sletter dig eller ikke svarer, og du aldrig hører fra dem igen.
Asiatiske regeringer opfordrer til datingapps
Flere steder i Asien hitter datingapps til gengæld stort.
Ifølge den tyske statistikplatform Statista, som samler og analyserer markedsdata fra forskellige kilder, er Asiens marked for online dating vokset markant i løbet af de seneste ti år og forventes at fortsætte med at vokse i de kommende år.
Det er ikke kun hos de asiatiske singler, at datingapps vinder frem. Flere asiatiske regeringer har ligefrem opfordret deres indbyggere til at bruge datingapps for at modvirke den faldende fødselsrate.
I Japan har regeringen blandt andet lanceret en statsfinansieret datingapp, der skal gøre det mere attraktivt for japanerne at komme i parforhold og i sidste ende få børn.
I Kina er dating blevet en del af regeringens femårsplan, som netop er ved at blive godkendt.
Mette Thunø, som er lektor i kinesiske samfundsforhold ved Aarhus Universitet, fortæller, at de lokale myndigheder ligefrem står bag arrangementer, hvor kineserne kan mødes. Det kan for eksempel være på blinddates eller til fællesspisning.
- Det er for at få fødselstallet op. De bliver de nødt til at gøre noget, for ellers ser de ind i, at der er en meget gammel del af befolkningen, der overstiger antallet af dem, der skal forsørge dem, siger hun.
Det betyder, at det kinesiske styre får flere incitamenter til at hjælpe borgerne på vej i datingverdenen, fortæller Mette Thunø.
Styret er nemlig afhængig af at kunne skabe vækst, så der forbliver opbakning til det.
- Kinas Kommunistiske Parti legitimerer sig ved at kunne sige, at de kan skabe gode livsvilkår for folk. Hvis de ikke kan det, så sidder de svagere, og der er en risiko for, at folk ikke vil bakke op om etpartisystemet, siger hun.
Større fokus på langvarig kærlighed
En anden årsag til, at datingapps har fået stor popularitet i Asien, er, at de er mere orienterede mod parforhold.
Omvendt bliver datingapps herhjemme brugt mere casual, siger datingforsker Malthe Sebastian Rye Thomsen. Han påpeger, at kommunikationen ofte er mere utydelig mellem brugere på danske datingapps end på asiatiske.
- I Danmark er det ikke særlig velset, at man er for interesseret i starten, at man giver for mange komplimenter, eller at man er for tydelig omkring, hvad man leder efter, siger han.
Desuden spiller forskellige samfundsforhold også ind. Både Mette Thunø og Malthe Sebastian Rye Thomsen er enige om, at de lange arbejdsdage i Asien gør datingapps mere nødvendige end i Danmark, hvor man ofte har mere fritid.
- Man er flere timer på sin arbejdsplads, og det gør det enormt svært at komme ud og komme i kontakt med nogen, som man potentielt kunne date, siger Mette Thunø.
Nye typer datingapps i fremtiden
Datingapps har været populære i Norden i længere tid end i Asien, og derfor tror Malthe Sebastian Rye Thomsen også, at der på et tidspunkt også kan opstå en form for dating fatigue i de asiatiske lande.
Omvendt tror han netop, at de asiatiske datingapps’ fokus på parforholdet kan betyde, at brugerne ikke bliver lige så mættede.
På det danske datingmarked forestiller han sig også, at datingapps i de kommende år ændrer karakter. Nogle platforme vil måske lade matchet forsvinde, hvis ikke brugerne skriver sammen. Andre vil måske lægge mere vægt på fyldige profiltekster.
Han tror også, at fysiske arrangementer som speeddating eller singleaftener kommer til at vinde mere frem.
Tilhører man dem, der er kørt død i de danske datingapps, så opfordrer han til, at man halverer sin tid på dem og i stedet opsøger kontakten i den virkelige verden.
- Gå ned på din lokale cafe, i din sportsklub, i din favoritboghandel. Prøv at starte en samtale med andre mennesker uden at spørge om deres nummer eller deres Instagram, så du igen lærer at tage kontakt til folk i en fysisk verden, siger han.