Tæt tåge og manglende tågelygter og baglys var i begyndelsen af ugen årsag til et stort trafikkaos på motorvejen mellem Støvring og Svenstrup, hvor 40 køretøjer var involveret i otte forskellige uheld på den samme strækning.
Nu har interesse- og forbrugerorganisationen for danske bilister FDM frigivet en ny video fra ulykkesstedet, der viser, hvor galt det i et enkelt af tilfældene gik. Her torpederer en bus i relativt høj fart den stillestående trafik.
Se videoen af episoden herunder:
Videoen, der er optaget fra en vognmands såkaldte dashcam - et lille kamera, der filmer fra fronten af lastbilen -, får nu FDM til at komme med en kraftigt opfordring til bilister:
- Den her video viser virkelig, hvor galt og hvor hurtigt det går. Det understreger, hvor vigtigt det er, at man sætter hastigheden ned, holder afstand og husker at have lys i sin baglygter, når forholdene er, som de var i mandags. Det er vigtigt, at man kører efter forholdene, og ikke som man normalt vil køre, siger Dennis Lange, chefkonsulent hos FDM.
I kølvandet på mandagens mange uheld på E45 lød det fra Nordjyllands Politi, at manglende tågelygter kan have været en medvirkende faktor til nogle af mandagens uheld.
- De nye biler i dag, når man kører med kørelys, så tænder de ikke automatisk kørelygterne, og det kan måske være en medvirkende faktor, lød det fra politikommissær Kenneth Ginnerup.
Udvis stor forsigtighed, hvis du forlader bilen
På billederne i videoen ser man også flere personer bevæge sig rundt på motorvejen - nogle for at hjælpe andre nødstedte bilister. FDM kommer i samme forbindelse også med en vigtig opfordring:
- Som udgangspunkt er det aldrig en god idé at forlade bilen på motorvejen. I dette tilfælde var flere dog ude at hjælpe andre bilister med at komme ud af bilen - her er det dog ekstremt vigtigt, at man er meget årvågen og opmærksom, for som man kan se, kan en bil pludselig komme kørende med høj fart. Og ellers bør man som udgangspunkt bevæge sig på den anden side af autoværnet, hvis man forlader bilen, lyder det fra Dennis Lange fra FDM.
Ved de otte uheld var der i alt 15 tilskadekomne. Syv af dem blev behandlet af ambulancer. To af disse har været kørt som traumepatienter, og yderligere otte er blevet behandlet for lettere skader. Ingen personer blev meldt i kritisk tilstand.
