Det var ikke lige det syn, Kim Egebjerg regnede med at få på sin formiddagstur fra Østervraa.
Men dér, højt oppe i en lygtepæl, stod en stork og kiggede ud over landskabet.
– Jeg har kørt den rute så mange gange, at man efterhånden kender hver en lygtepæl. Så når der står noget mærkeligt, så ser man det med det samme, siger han.
De seneste par uger har TV2 Nord fortalt om flere storke, der er blevet spottet rundt omkring i Nordjylland.
Men for Kim Egebjerg var det første gang, han så én balancere i toppen af en lygtepæl.
– Nej, jeg har aldrig set den dér før, siger han.
Han bremsede ned for at få et ordentligt kig, og regnede egentlig med, at fuglen ville lette, så snart han nærmede sig.
– Men den blev bare stående, fortæller han.
Og storken virkede ikke det mindste generet af opmærksomheden.
– Den stod nærmest bare deroppe og gjorde sig til, siger han med et grin.
