Geodatastyrelsen melder hus forbi i en grotesk boligsag fra Dybvad, hvor naboerne ejer hinandens huse.

Uoverensstemmelse mellem husnumrene og matrikelnumrene på Østergade 4 og 6 kan på papiret løses, ved at matrikelnumrene byttes rundt.

Men den på papiret lette løsning er ikke så let i virkelighedens verden, og det er ikke en løsning, som Geodatastyrelsen kan og vil medvirke til.

Geodatastyrelsen er ansvarlig for ejendoms- og matrikeldata i Danmark og kunne hjælpe husejerne Pedersen og Vestergaard på Østergade 4 og 6 i Dybvad til på papiret at eje de boliger, de reelt bor i.

Ballade om to bogstaver

Hele balladen kan skæres ned til kun at handle om to bogstaver, som blev stående, da nummer 4 blev til nummer 6, og nummer 6 blev til nummer 4 i det nationale ejendomsregister.

Derfor står et E og et F i matrikelnumrene i dag forkert i forhold til adresserne.

En systemfejl begået mange år før, de to naboer flyttede ind på Østergade.

En fejl, der betyder, at de har købt hinandens huse – og altså ikke det hus, der i dag er deres bopæl.

'Utilsigtet' at de har de forkerte nøgler

Fejlen er først opdaget nu, og i en redegørelse til TV2 Nord om boligsagen fra Østergade i Dybvad skriver styrelsen, at der ikke kan være tale om at 'bytte tilbage', idet matrikelnumrene ikke på noget tidspunkt har været byttet rundt i matriklens registrering. 

Geodatastyrelsen nægter desuden at medvirke i den på papiret hurtige og lette løsning ved at bytte matrikelnumrene, da man ved at bytte rundt blot vil bygge oven på en eksisterende forveksling mellem matrikelbetegnelser og adresser.

Det vil i så fald være en 'tilsigtet registreringsfejl', mener styrelsen.

Og det går ikke.

Styrelsen kalder det til gengæld 'utilsigtet', når naboerne på Østergade 4 og 6 i dag har nøglerne til det hus, som naboerne ifølge Tingbogen ejer.

- Fejlen er ikke her

Men en ombytning af matrikelnumrene vil ifølge styrelsen kræve ændringer i de aktuelle registreringer i matrikelsystemet samt i den historik, der er i matrikelarkivet vedrørende de to ejendomme siden udstykningen i 1954, og der vil være tale om ændringer, som normalt ikke foretages.  

Styrelsen slår fast, at matrikelnumrene aldrig har flyttet sig væk fra den placering, som de blev tildelt i 1954, og at der ikke er begået fejl fra matrikelmyndighedernes side.

Geodatastyrelsen understreger, at fejlen bør rettes, der 'hvor fejlen er begået'.