En mand blev skåret i brystet med en vinkelsliber – en anden stukket i ryggen med en skruetrækker.

Det er blandt de grove forhold i et omfattende anklageskrift mod to 25-årige mænd, der onsdag står tiltalt ved Retten i Aalborg.

Et af de mest alvorlige forhold fandt ifølge anklageskriftet sted den 22. maj 2023 omkring klokken 19.40 på en adresse i Aalborg, hvor de to tiltalte angiveligt overfaldt to andre mænd.

Ifølge anklageskriftet slog den ene tiltalte først begge mænd med knytnæver, inden han skar den ene i brystet med en vinkelsliber, så den forurettede efterfølgende måtte sys.

Samtidig er den anden tiltalte anklaget for at have stukket en af de forurettede i ryggen med en skruetrækker.