Politiet melder klar forud for rivalopgøret mellem FC Midtjylland og Viborg FF i Viborg søndag aften.
- Vi er massivt til stede i byen for at møde de her fodboldfans i øjenhøjde. Det primære er jo, at alle kan gå til fodbold og nyde det i det gode fodboldvejr, vi har i dag, siger Bjørn Bo, der er leder af aftenens indsats og vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Han forventer en fodboldkamp, der bliver afviklet festligt og fornøjeligt.
- Vi tilpasser os efterretninger og historik. Så vi har en indsats, som passer til den fodboldkamp, der bliver spillet i dag, siger Bjørn Bo.
Den 10. marts trådte en ny lovpakke mod fodbolduroligheder i kraft. Den udvider blandt andet konsekvenserne af vold ved fodboldkampe. Der kan for eksempel gives mulighed for tildeling af strakskarantæne under fodboldkampe, skriver TV 2.
- Vi håber ikke, vi kommer til at bruge det, men vi vil være konsekvente i det ud fra en konkret vurdering, siger Bjørn Bo.