For 15 år siden byggede Grete Carstensen og hendes mand deres drømmehus i landsbyen Ålsrode ti kilometer nord for Grenaa.

Det var drømmen om et liv på landet, omgivet af natur og tætte naboer, der fik ægteparret til at veksle forstadstilværelsen i Højbjerg med et stille liv på landet.

- Jeg er født to kilometer herfra og har altid drømt om at komme tilbage, fordi jeg synes, at det er et vidunderligt område, siger Grete Carstensen.

Hverken Grete Carstensen eller hendes mand, der i dag bor i en plejebolig, fortryder, at de tog det utraditionelle ryk fra byen mod provinsen.

Men bekymringen om, hvad fremtiden bringer, og om det en dag er muligt at komme fra landsbyen uden et stort økonomisk tab, fylder for både Grete Carstensen og hendes naboer.

- Hvis vi skulle sælge i dag, ville vi tabe 500.000 kroner på det. Heldigvis er vi i en situation, hvor vi ikke behøver at gå fra hus og hjem, men det er der andre, der har vanskeligere ved.

- Skrækscenariet er jo, at landområderne kommer til at stå øde hen, siger hun.

Grete Carstensen og hendes mand har brugt cirka 2,7 millioner kroner på huset i Ålsrode. Den seneste ejendomsvurdering, de har fået, lyder på 2,3 millioner kroner.

Boliger med laveste fortjeneste

Bekymringen er ikke uden grund.

Siden 2020 er hver femte bolig i Norddjurs Kommune blevet solgt med et tab, og fortjenesten på et hussalg er den laveste i hele Østjylland.

Øverst på listen ligger Randers Kommune, hvor lidt over hver fjerde bolig er blevet solgt med et tab. I Syddjurs, Favrskov og Odder kommune gælder det hver femte bolig.

Fortjenesten i de fire kommuner er dog fortsat højere end i Norddjurs, hvor den gennemsnitlige fortjeneste på et hussalg lyder på cirka 140.000 kroner.

Ved ejendomsmæglerkæden Danbolig Midtdjurs i Kolind, der sælger boliger i både Nord- og Syddjurs kommuner, er udfordringen med at tiltrække købere til landdistrikterne ikke ny.

Derfor er der ifølge ejendomsmægler og indehaver Mikkel Thingvad Kristensen brug for politisk handling.

- Det er vigtigt at kigge på emnet politisk, så der ikke opstår spøgelsesbyer, hvor folk bare flytter fra, siger han.

Ifølge Mikkel Thingvad Kristensen er udfordringen også, at nogle købere oplever, at det er svært at få lov til at låne penge til en ejendom i et landdistrikt.

Det skyldes ifølge ejendomsmægleren, at en bolig i et landdistrikt ofte er forbundet med højere risiko og kan være en dårligere investering.

- Jeg har nogle kunder, som har fået at vide, at de godt kan købe et hus til tre millioner i Hornslet, men hvor banken er mindre villig til at låne, hvis det er længere nord på, siger Mikkel Thingvad Kristensen.

Han peger på, at et aktivt nærmiljø og gode forbindelser med offentlig transport er nødvendigt for at tiltrække købere til landdistrikterne.

Savner politisk fokus

Naboskabet, naturen og huse til fordelagtige priser er også blandt de kvaliteter, som Grete Carstensen og hendes nabo tror på, der kan lokke tilflyttere til landsbyen.

- Når man tænker på det stress og jag, der er i byerne, skulle man bare prøve at komme herud og gå en tur. Jeg tror, de fleste vil elske det, siger Grete Carstensen.

Men det, der ifølge naboerne mangler, er politisk vilje til at rette op på den skæve udvikling mellem land og by, hvor landsbysamfund afvikles, og byer udvikles.

- At der mangler skoler, infrastruktur, og man lever med truslen om at komme til at bo op og ned af et stort energianlæg, det er jo noget af det, der gør, at folk er tilbageholdende med at købe et hus uden for byerne, siger Grete Carstensen.

I godt syv år kæmpede hun og hendes naboer imod et stort solcelleanlæg, der efter planen skulle have fyldt 240 hektar, og som truede landsbyidyllen i Ålsrode.

I december 2025 blev projektet helt droppet.

- Når jeg skal sætte mit kryds 24. marts, betyder det meget for mig, hvem der vil gøre noget for folk på landet.

- For vi synes, at vi kæmper for at holde liv i landsbyen, men det kræver altså mere, end vi kan, siger hendes nabo Lene Lyder Andersen.

Når man vælger at flytte til en lille landsby, er det så ikke også en chance, man tager? For der er vel altid en risiko forbundet med et huskøb?

- Jo, selvfølgelig. Vores bankrådgiver forberedte os også på, at vi ikke skulle regne med at få de penge igen, som vi har investeret i huset.

- Men der er jo nogle familier herude, som ikke kan komme af med deres huse, og hvor det er en katastrofe, fordi de ikke kan komme videre, siger Grete Carstensen.