Opdateret klokken 22.10:
En væltet lastbil blokerer onsdag aften motorvejen fra Silkeborg i retning mod Aarhus - mellem afkørsel 26 Hårup og afkørsel 24 Låsby. Motorvejen er spærret i retning mod Aarhus.
Sydøstjyllands Politi skriver klokken 22.07:
- Der arbejdes forsat på stedet. Samtidig forsøger vi at få alle køretøjer, der holder i kø, væk fra motorvejen. Motorvejen forventes ikke åbnet på denne side af midnat. Vis hensyn og følg anvisninger på stedet, så alle kommer sikkert frem.
Trafikken ledes af ved Hårup. Trafikmålinger har vist kø på ti kilometer, skriver TV 2 ØSTJYLLAND.
Lastbilen er stødt mod en motorvejsbro. Det oplyser Halfdan Kramer, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til Ritzau.
- Det lader til, at lastbilen har ramt en motorvejsbro, og så er den væltet og har simpelthen lagt sig på tværs. Det er helt umuligt at komme forbi, lyder det fra vagtchefen.
Politiet undersøger på nuværende tidspunkt, hvordan det er sket, at lastbilen er stødt mod broen.
Der arbejdes på at skabe et hul, så de biler, der sidder fast i trafikken, kan komme videre.
Der er umiddelbart ingen alvorlig personskade i forbindelse med uheldet. Vagtchefen oplyser dog, at chaufføren, der er en 50-årig mand, er blevet bragt til hospital til et kontroltjek.