Snart er det tid til påskefrokost, familiehygge og æggejagt, for påskeferien er lige rundt om hjørnet.
Det betyder, at mange danskere skal krydse landet for at nyde de ekstra fridage.
Det får nu Vejdirektoratet til at advare om ekstra trafik og forlænget rejsetid på udvalgte dage og vejstrækninger hen over påsken.
Trafikken kan blive særligt tæt, hvis man rejser fra Hovedstadsområdet i retning af Fyn og Jylland enten fredag 27. marts, lørdag 28. marts, onsdag 1. april eller skærtorsdag 2. april. Hvis man vil undgå kø og forsinkelse, opfordrer Vejdirektoratet til, at man kører uden for de nævnte tidsrum.
Desuden kan der de samme dage være ekstra trafik i retning af danske sommerhusområder, lyder det. Det gælder særligt rute 11 langs den jyske vestkyst, rute 16 Hillerødsmotorvejens forlængelse og rute 21 til og fra Sjællands Odde.
Det ser dog ikke ud til, at hjemrejsetrafikken kommer til at blive lige så udfordrende. Her forventer Vejdirektoratet, at trafikken vil fordele sig over flere dage.
250.000 bilister over Storebælt
Sund & Bælt forventer ligesom Vejdirektoratet også ekstra travlhed på vejene på særligt skærtorsdag mellem klokken 10 og 16, påskedag og 2. påskedag i eftermiddagstimerne, hvor flest forventes at køre hjem.
I alt forventer selskabet, at omkring 250.000 bilister kommer til at krydse broen hen over påsken.
Derfor vil Storebæltsbroens betalingsanlæg være bemandet efter trafikprognoserne, så trafikken kan afvikles så ubesværet som muligt.
Samtidig opfordrer Sund & Bælt blandt andet til, at man har opdateret sit betalingskort, tilmelder sig nummerpladebetaling, sørger for, at nummerpladen er ren før køreturen, og at man i øvrigt holder sig opdateret på de seneste trafikmeldinger.
Også dem, der skal krydse landet med tog, bør være opmærksomme i myldretiden.
DSB skriver på sin hjemmeside, at der onsdag 1. april til mandag 6. april vil være togbusser mellem Odense og Fredericia i stedet for intercity- og regionaltog.
I samme periode vil der være ændringer på flere S-toglinjer i København, hvor der ikke vil køre S-tog mellem Østerport og Ryparken/Hellerup.
Det skyldes, at Banedanmark arbejder med at forny jernbanen over Vestfyn.