To personer blev dræbt på stedet torsdag aften kort efter klokken 20, da tre biler stødte frontalt sammen på Hillerødmotorvejens forlængelse mellem Allerød og Hillerød.

Samtidig er to personer alvorligt tilskadekomne men uden for livsfare.

Det oplyser Nordsjællands Politi fredag i en pressemeddelelse.

De to personer, der blev dræbt, kom kørende i sydlig retning i høj fart, og kom af uvisse årsager over i den modsatte vejbane og kørte frontalt ind i en modkørende bil. Denne bil blev ramt af en bagvedkørende bil, står der.

Den alvorlige færdselsulykke skete klokken 20.00 og medførte, at motovervejen blev afspærret i begge retninger i mere end fem timer.

Ulykkesstrækning

Det er ikke første gang, at der er sket en alvorlig ulykke på strækningen. Bare det seneste år er der sket flere alvorlige ulykker på Hillerødmotorvejens forlængelse.

I slutningen af januar blev to personer kørt til hospitalet, efter at to biler kørte sammen nord for Kollerødafkørslen. En af dem var i kritisk tilstand.

I juli 2024 mistede et forældrepar og en mandlig bilist livet, efter at to personbiler var kørt sammen på Hillerødmotorvejens forlængelse.

Nu er Nordsjællands Politi i gang med at undersøge omstændighederne omkring dødsulykken nærmere.