En 12-årig dreng skal tisse.

Han er alene hjemme og kan ikke komme ud af sit værelse, fordi han er låst inde.

I stedet åbner han vinduet. Han bevæger sig ud på taget i et forsøg på at løse en helt basal situation.

Under ham venter fliserne.

Få øjeblikke senere mister han fodfæstet og falder.

Det er den 20. august 2024 – dagen, der bliver et afgørende vendepunkt i en sag, som i sidste uge fik sin juridiske afslutning ved Retten i Aalborg.

Men for en af de personer, der har stået drengen nær, er sagen langt fra slut.

Drengens tante, Sabrina Lund, der er kærester med drengens onkel og samtidig var tæt knyttet til hans afdøde mor, retter nu en skarp kritik mod Aalborg Kommune.

For hende handler sagen i lige så høj grad om det, der skete op til.

Dommen – og skuffelsen

I sidste uge faldt der dom ved Retten i Aalborg.

Drengens far og stedmor var tiltalt for gennem flere år at have udsat ham for psykisk vold, frihedsberøvelse og i enkelte tilfælde fysisk vold.

Retten fandt det bevist, at de havde udsat ham for psykisk vold og frihedsberøvelse – men kun i en afgrænset periode fra 1. januar 2024 til 20. august 2024.

Straffen blev fastsat til fem måneders fængsel, og de blev samtidig dømt til at betale 30.000 kroner i erstatning til drengen.

I samme ombæring blev de frifundet for forholdet om fysisk vold.

Dermed blev både perioden og straffen væsentligt mindre end det, anklagemyndigheden havde lagt op til.

Afgørelsen blev mødt med skuffelse blandt flere af de tilhørere, der havde fulgt sagen tæt i retten – herunder Sabrina Lund.

Men for hende er dommen kun én del af historien.

Hvorfor greb kommunen ikke ind?

Sabrina Lund har fulgt sagen tæt – både som pårørende og som en af dem, der selv reagerede, da bekymringen for drengens trivsel voksede.

Undervejs oplevede hun et forløb, hvor tegnene på mistrivsel ifølge hende blev tydeligere og tydeligere, uden at det førte til den nødvendige handling.

Hun så en dreng, der forandrede sig, trak sig fra fællesskaber og blev mere og mere stille, samtidig med at han selv begyndte at give udtryk for, at han ikke havde det godt.

Alligevel oplevede hun, at han igen og igen blev sendt tilbage til de samme forhold.

- Det er vildt frustrerende, at der skal så meget til, før nogen reagerer. Vi har et system, der burde lytte og handle langt tidligere, siger Sabrina Lund.

Hun beskriver, hvordan forandringen i drengen udviklede sig over tid.

- Man kunne se, hvordan han lukkede sig mere og mere inde. Han blev trist og trak sig, og samtidig begyndte han at komme i slidt og nusset tøj og fortælle om den forskelsbehandling, han oplevede derhjemme, siger hun.

For hende tegnede der sig et tydeligt mønster.

- Det var helt basale ting som omsorg, mad og tøj. Det var tydeligt, at noget var galt, siger Sabrina Lund.

31 underretninger

Sabrina Lund reagerede selv flere gange med underretninger til Aalborg Kommune, når hendes bekymring blev konkret.

Men hun stod langt fra alene.

I årene op til sagen blev der indgivet 31 underretninger fra blandt andet skole, pædagoger, familie, naboer og fagpersoner.

Underretninger, der pegede på mistrivsel, ændret adfærd og bekymringer for drengens hverdag.

Alligevel oplevede hun, at bekymringerne ikke førte til den nødvendige indgriben.

Hun husker særligt én situation, hvor hun følte sig magtesløs overfor systemet.

En dag, mens hun stod og foldede vasketøj, begyndte drengen at fortælle, at han ofte blev låst inde på sit værelse derhjemme, og var familien på ferier, var det campingvognen, han blev låst inde i.

Den information fik alle lamper til at lyse hos Sabrina Lund.

- Det er ikke normalt, at man låser et barn inde på et værelse. Han (drengen, red.) fortalte, at det drejede sig om hele dage uden mad og drikke. Dér vidste jeg, at der var noget helt galt, siger Sabrina Lund og fortsætter:

- Han rakte jo ud og sagde, at han ikke havde det godt. Der burde man have grebet ind.

Drengens mor dør

For at forstå forløbet er det nødvendigt at gå tilbage til de år, der gik forud.

I flere år var drengens forældre i konflikt om, hvor han skulle bo, og i de første otte år boede han hos sin mor.

Men da hun blev ramt af personlige udfordringer, flyttede han hjem til sin far og stedmor.

Kort tid efter sker det, der ændrer hans liv markant.

I løbet af et halvt år dør både hans mor og hans mormor pludseligt.

To centrale personer i hans liv forsvinder på meget kort tid.

Flere vidner har i retten beskrevet, hvordan det satte sig tydeligt i drengen.

Den tidligere udadvendte og livlige dreng blev mere stille, trak sig fra fællesskaber og reagerede kraftigt, når han følte, at han gjorde noget forkert.

Og ifølge flere vidner i retten, havde drengens far og stedmor ikke kompetencerne til at kapere hans store sorg.

Vidner har blandt andet beskrevet, hvordan han gentagne gange blev afstraffet ved at blive sendt op på sit værelse – ofte uden forklaring – og skulle opholde sig der alene i lange perioder.

Drengen måtte heller ikke selv forsyne sig med mad i hjemmet. Derfor var der opsat kameraer og alarmer på køleskab og skabe, så det kunne registreres, hvis han tog noget derfra.

Markant forskelsbehandling

Samtidig tegnede der sig ifølge vidner et billede af en markant forskelsbehandling mellem ham og de mindre søskende.

I skolen blev forskellen tydelig.

En lærer forklarede i retten, hvordan drengens madpakker kunne bestå af slatne gulerødder og i nogle tilfælde rådden frugt, og hun understregede, at hun ikke engang ville give det til sine kaniner.

Samtidig havde lillebroren madpakker med snacks som müslibarer og mælkesnitter.

Også i forhold til tøj var forskellen tydelig.

Drengen kom ofte i forvasket, slidt eller ødelagt tøj, der ikke passede til årstiderne. Sko og støvler passede heller ikke i størrelsen.

- Jeg kan huske til hans mors begravelse, hvor han kom traskende i alt for store gummistøvler, siger Sabrina Lund.

- Det gjorde indtryk, fordi det viste, hvor lidt der blev taget hånd om ham, selv på en dag, hvor man skal lægge sin mor i graven, siger Sabrina Lund.

I hjemmet blev forskellen også observeret af flere.

Mens de mindre børns værelser bugnede med legetøj, blev drengens værelse beskrevet som en fængselscelle.

Faldet, der ændrede alt

Den 20. august 2024 kulminerer det forløb, der i årene forinden for Sabrina Lunds vedkommende havde været præget af bekymringer og gentagne underretninger.

Drengen er alene hjemme, og da han får brug for at komme på toilettet, kan han ikke komme ud af sit værelse.

Endnu en gang er værelsesdøren låst, og han står derfor i en situation, hvor han ikke kan komme videre.

Han åbner vinduet og kravler ud, formentlig i et forsøg på at finde en løsning, men mister kort efter fodfæstet og falder ned mod fliserne, hvor han brækker armen.

For Sabrina Lund står episoden som det mest voldsomme eksempel på, hvor galt det kunne gå, men faldet bliver et vendepunkt i sagen. Det er nemlig det, der for alvor får sagen til at rulle.

Naboer kommer til stedet og reagerer på det, de ser, og flere af dem tager billeder af både værelset og døren der på ydersiden var barrikaderet med et bræt, så drengen ikke kunne komme ud. Netop de billeder blev en central del af anklagemyndighedens bevis mod forældrene.

Kort tid efter bliver episoden anmeldt til Nordjyllands Politi, og det er først herefter, der for alvor bliver grebet ind fra myndighedernes side.

Netop det tidspunkt er centralt i Sabrina Lunds kritik, fordi det efter hendes opfattelse viser, at der skulle en konkret og alvorlig hændelse til, før systemet reagerede.

Et nyt liv hos farmoren

Efter episoden bliver drengen fjernet fra hjemmet og netværksanbragt hos sin farmor, hvor han siden har boet.

Farmoren var ikke forpligtet til at afgive forklaring i retten, fordi sagen drejer sig om hendes egen søn, men hun valgte alligevel at vidne af egen fri vilje.

Ifølge hendes forklaring var drengen tydeligt præget, da han flyttede ind hos hende.

Han havde svært ved at finde ro, reagerede kraftigt på usikkerhed og kunne lukke helt ned, hvis han følte, at han gjorde noget forkert.

Samtidig havde han et udtalt behov for fysisk nærhed og tryghed, og han søgte konstant kontakt og bekræftelse.

Han spurgte blandt andet, om de ting, han fik, ville blive taget fra ham igen – en bekymring, som ifølge farmoren siger noget om de erfaringer, han havde med sig.

Over tid er der sket en udvikling.

Han er blevet mere åben, har fået venner og er begyndt til fritidsaktiviteter, men ifølge både vidner og pårørende er det samtidig tydeligt, at oplevelserne fra årene før stadig sætter spor.

Kritikken, der står tilbage

For Sabrina Lund samler hele sagen sig i sidste ende om det samme spørgsmål.

Hvorfor blev der ikke grebet ind tidligere?

- Jeg forstår ikke, at man ikke reagerer, når et barn så tydeligt viser, at noget er galt, siger Sabrina Lund og fortsætter:

- Hvorfor sender man ham tilbage i det helvede, i stedet for at stoppe det?

Sagen har nu foreløbigt fået sin juridiske afslutning.

Men for Sabrina Lund og andre omkring drengen handler den ikke kun om dommen.

Den handler om forløbet før, om de mange underretninger og om et system, der efter deres opfattelse ikke reagerede i tide.

For det spørgsmål, hun står tilbage med, er stadig det samme:

Hvordan kunne det få lov til at komme så vidt, at det først stoppede den dag, den 12-årige dreng faldt ud af et vindue, og brækkede sin arm?