Som haveejer i Aalborg Kommune kan du nu igen bidrage til biodiversiteten i Limfjorden ved at aflevere natursten på genbrugspladsen.
Stenene bruges til at genetablere stenrev i Limfjorden, og projektet fortsætter i 2026, takket være en donation på en million kroner fra Fjordfonden til marin naturgenopretning. Det skriver Teknik og Miljø i Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Stenrevene, der blandt andet skal oprettes tre kilometer nord for Nibe, vil hjælpe med at skabe levesteder for et væld af dyrearter som hummere, ål og havørreder, og dermed øge biodiversiteten i fjorden.
Til projektet skal der bruges mellem 1000 og 2000 tons sten til et rev på seks hektar.
Aalborg Kommune opfordrer nordjyderne til at aflevere overskydende natursten på genbrugspladserne i Aalborg, Nørresundby, Gandrup, Hou, Storvorde og Nibe.
Fjordfonden har tidligere doneret tre millioner kroner til stenrevsprojektet 'Hummerbanke' i Nibe Bredning.