Aalborg Kanonlaug sendte det første karnevalsoptog afsted gennem Aalborgs gader med et kanonskud. Karnevalsoptog, også kaldet Carrus Navalis, som betyder havets båd, gik igennem centrum af Aalborg.
- Vi markerer forårets komme. Byen skal mærke, at karnevallet er på vej. Vi er i gang med en kæmpe nedtælling lige nu, siger Jeanett Kaare, talsperson for Aalborg Karneval.
Med i dagens optog er skuespilleren Marie Knudsen Fogh fra Aalborg Teater. Hun spiller en heks, som skyder efter tilskuerne med sin vandpistol.
- Det er en gammel tradition, at sømændene gik rundt og svinede de fine butiksejere til. Og det har jeg fået lov til, siger skuespiller Marie Knudsen Fogh.
Optoget gør holdt i Friis indkøbscenter, hvor Marie Knudsen Fogh holder en tale om forårets komme. Dernæst er det Martin Buster Bastian, bedre kendt som ''Åh Buster', der optræder med en sang, han har skrevet til karnevallet med titlen: ”Kommer du til Karneval igen i år?”.
- Det er bare det store samtaleemne hele foråret, om man kommer til karneval. Hvordan man skal klædes ud, hvem man skal være sammen med og hvem man skal ses med, siger Martin Buster Bastian.
Nyt koncept
Karnevallet plejer at vende op og ned på midtbyen i Aalborg, men er man ikke til det, så har Aalborg Karneval i år et nyt tilbud til dem, der rent faktisk ikke bryder sig om udklædning og sambamusik. Et koncert i Kildeparken med blandt andre Medina aftenen før det store karneval i byen.
- Det er et initiativ, vi har lavet sammen med Nibe Festival, fordi vi har brug for at lave flere karnevalsoplevelser til forskellige målgrupper, siger Jeanett Kaare, talsperson for Aalborg Karneval.
Det helt store karneval foregår i år 23. maj.
