Efter flere lige ved-oplevelser har Danmarks tumblinglandshold indfriet ambitionen om at vinde EM-guld i holdkonkurrencen.

Det skete lørdag aften i Portugal, hvor Danmark vandt foran Aserbajdsjan og Portugal.

- Det lykkedes, fordi vi havde det bedste hold – så simpelt er det, jubler Magnus Lindholmer fra Silkeborg PD i en pressemeddelelse.

Her fremgår det også, at det var en meget intens finale, hvor de danske tumblere leverede ”præstationer på allerhøjeste niveau”. Derudover var de berømte marginaler også med Danmark, fortæller træner Oliver Bay:

- Det lykkedes, fordi vi holdt os til vores plan, og fordi drengene gik ind og eksekverede fuldstændig på det, vi havde aftalt. Vi har haft fokus på os selv hele vejen. Vi har kæmpet for det her i så længe, og i dag havde vi også marginalerne på vores side, jubler landstræneren.

EM i tumbling slutter søndag, hvor der er individuelle finaler. Her er Magnus Lindholmer blandt favoritterne, og han går ind til konkurrencen med mulighed for at sikre Danmark et sjældent EM-hattrick.

Efter Rasmus Steffensens EM-triumf i 2022 og Lindholmers guld i 2024 kan Danmark nemlig vinde den individuelle konkurrence for tredje gang i træk.