Foråret kan være et mareridt for landmanden Ole Gregersen fra Frøstrup.
- Jeg kunne næsten ikke komme i tanke om noget, der kunne gøre mig lykkeligere at være fri for dem, siger han.
På markerne, der ligger lige ved siden af fuglereservatet Vejlerne, har bramgæs og grågæs gang i den helt store buffet af græs og vinterafgrøder.
Det betyder et stort udbyttetab for Ole Gregersen, og derfor søger han efter løsninger på sit problem. I dag satte han hegn henover en lille del af sin mark med vinterbyg, der stadig står fint.
- Vi vil følge det igennem sæsonen og se, hvordan planterne vækster, der hvor gæssene ikke kan komme til at spise kornet, forklarer han.
Hegnet skal hjælpe med at opbygge kendskab til gæssenes adfærd og dokumentere udfordringen over for myndighederne.
- Jeg håber, vi kan hjælpe med at sætte pres på, så det bliver nemmere for Ole, blandt andet at få reguleringstilladelse. Det giver ikke mening, at man har to arter af gæs, der gør skade på markerne, men man kun kan regulere den ene, siger Torben Farum, der er næstformand i landboforeningen Agillix.
Ole Gregersen har mulighed for at regulere bramgæs i en periode, men ikke grågæs.
Mange forskellige forsøg
Udover at skyde nogle af fuglene bruger Ole en gaskanon, der fyres af hver anden time, der er opsat fugleskræmsler, og han flytter vogne med korn og gødning. Alt sammen for at holde gæssene fra afgrøderne.
- Det virker til en vis grænse, men gæssene vænner sig hurtigt til det, og det skal flyttes rundt dagligt for at have en tilfredsstillende effekt.
Selvom han efter eget udsagn bruger omkring 30 timer om ugen på at jage gæs væk i foråret, koster fuglenes indhug i afgrøderne ham 100.000 kroner om året.
Ifølge Jesper Madsen, der er ekspert indenfor området og professor ved Aarhus Universitet, har Ole Gregersen gang i mange af de rigtige tiltag. Der er dog også brug for, at myndigheder gør det attraktivt for gæssene at vælge andre steder at finde deres føde.
- Der hvor vi har en mulighed for at aflaste lidt, det er ved at sikre os, at gæssenes mere naturlige tilholdssteder ude på strandengene og de ferske enge bliver vedligeholdt, siger Jesper Madsen.
Ole Gregersen oplever, at antallet af gæs har været stigende, og det giver god mening, hvis man spørger eksperten. Han fortæller, at bestanden af bramgæs er steget fra omkring 50.000 i 1970’erne til 1,6 millioner i dag.
- De har udvidet deres overvintringsområde, så der kommer flere i Danmark om vinteren, fordi der er blevet mildere vintre og vintergrønne marker, de kan gå på, siger han.
Landmand for livet
Vejlerne, der ligger lige ved siden af Ole Gregersens marker, er ifølge Dansk Ornitologisk Forening, det største fuglereservat i Europa.
- Du har selv valgt at bo her, lige ved siden af et fuglereservat. Er det så ikke klart, at du kommer til at have de her problemer?
- Jo, det kan man godt sige, men det er her, jeg er født og vokset op, og det er her, jeg vil være og drive landbrug. Det mener jeg ikke, at nogle gæs skal stå i vejen for, siger han.
