Det er det, man kalder en bandekonflikt.
Så klar i mælet er Anne Marie Roum Svendsen, der er politidirektør i Nordjyllands Politi.
Hør det fulde interview øverst i artiklen og bliv klogere på den verserende bandekonflikt.
Igennem de seneste uger har der været flere voldsomme episoder med først brandstiftelse i et hus i Dronninglund og dernæst skud mod en tatovørforretning i Aalborgs midtby.
Der tale om en konflikt mellem den forbudte gruppering Loyal to Familia og rockergruppen Comanches, der har klubhus i Vodskov. Tre personer er sigtet i sagen, der drejer sig om ildspåsættelse, og kort tid efter skudepisoden i Aalborg blev en svensk dreng onsdag anholdt i området omkring Helsingborg.
- Status er, at lige nu er der jo sådan relativ ro, men det var et meget voldsomt anslag, vi havde her i ugen. Også noget vi ikke rigtig har set før i Nordjylland med skydevåben på åben gade og en svensk statsborger, som ikke rigtig har noget tilhørsforhold hertil. Så det er sådan en helt anden måde at begå kriminalitet på, der er rykket ind med den her konflikt, siger politidirektøren til TV2 Nord.
Konflikten har ført til, at der nu er indført opholdsforbud ved Comanches' klubhus ved Vodskov og i den tatovørbutik, der blev ramt af skud tirsdag.
Kan man sige, at det er en eskalering af, hvad I tidligere har været vant til at opleve i de her kredse?
- Det må man sige. I hvert fald i Nordjylland. Fordi når vi kigger til København og Sverige, så har det egentlig været en kendt ting længe, at man sådan lidt fører sine konflikter med nogle tredjemænd, men vi har bare ikke set det i Nordjylland.
- Fuldstændig uacceptabelt
Ifølge politidirektøren er det en landsdækkende konflikt, og i det nordjyske er konflikten ikke kun centreret om Aalborg, selvom det er her den største koncentration af mennesker befinder sig.
Politiet er lige nu i fuld gang med at efterforske og lokalisere mulige risici.
- Man skal ikke være bekymret som sådan. Men det er en voldsom eskalering, og det er uhyggeligt, og vi vil ikke finde os i det. Derfor gør vi rigtig meget for at dæmme op for, at det kan ske igen. Det er jo fuldstændig uacceptabelt, at man kan gå ind i åbent rum og så skyde ind ad en butiksrude på den måde, det er sket, siger Anne Marie Roum Svendsen og fortsætter:
- Den almindelige borger kan godt føle sig tryg. Men har vi helt styr på konflikten? Nej, det har vi jo ikke. Men det arbejder vi da på højtryk for at få.
Politiet etablerede en mobil politistation i området omkring gerningsstedet ved Bispensgade efter skudepisoden tidligere på ugen. Desuden har der været indsat ekstra patruljer.
Foruden det arbejdes der på at forhindre, at unge kommer ind i bandemiljøet. Det sker blandt andet i samarbejde med kommunen.
Der gik under 12 timer fra skudepisoden i tatovørforretningen til, at politiet anholdt den 15-årige svenske dreng, som formentligt har boet på et opholdssted.
Det er ifølge politiet blandt andet via online platforme, at banderne forsøger at hverve folk til at gøre deres beskidte arbejde. Derfor arbejder politiet sammen internationalt.