Opdateret 21.39, hvor branden er slukket.

Hotel Jutlandia og tilhørende restaurant i Frederikshavn er blevet evakueret efter tyk sort røg har spredt sig.

Branden er startet på tredje sal, hvor der har udviklet sig en 'træls' røg, der har spredt sig til hele etagen og gjort de resterende værelser ubeboelige, lyder det fra indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Jon Pedersen.

Han kan ikke oplyse, hvordan branden er opstået, men at den hurtigt blev slukket, og at man nu arbejder intenst på få gjort resten af hotellet klar til drift igen.

Vagtchef ved Nordjyllands Politi Morten Axelsen fortæller, at det formentligt har været et stykke elektronik, der har været til opladning og som senere har antændt branden.

Ingen er kommet til skade.