Når man hører ordet motorcykel, kan man hurtigt komme til at tænke på store overarme, tatoveringer og banditter.

Men sådan er det langt fra i motorcykel-foreningen MC-Fossilerne i Silkeborg.

Her mødes medlemmerne om kaffe, is og fællesskab.

- Vi kan snakke om alt muligt andet end motorcykler, lyder det fra Julle, der har været medlem af foreningen siden år 2000, til TV2 Østjylland.

Og søndag var en særlig dag for medlemmerne, for her gik den officielle sæsonstart, hvilket blev fejret med fælles køretur.

Fossilerne på motorcykel

Der er kun to krav for at blive medlem af foreningen.

- Du skal have en motorcykel, og du skal være fyldt 40, siger Julle.

Men der kan dog gives dispensation, understreger han.

Hvis man har et familiemedlem eller en ven i foreningen, så kan man sagtens få lov at være med alligevel – mere strengt er det ikke, forklarer Julle.

Og det glæder klubbens yngste medlem, Lars Dam, som selv fik dispensation, da han blev medlem.

- Man kan godt komme og prøve at være med og se, om det er noget for en først, siger han.

Ingen rygmærker eller klubhuse

Omkring 30 medlemmer var mødt op til årets første fælles køretur, som startede i Silkeborg og herefter gik ruten mod Bøllingsø i samlet flok.

Forud for køreturen var der latter og hygge, og medlemmerne samledes om at sparke dæk efter vinterpausen.

- Vi snakker sammen om alt muligt. Det kan være hjælp til motorcyklen, men hvis der er noget andet, så er det også dem, man har, siger Tina Døssing, der også har været medlem siden årtusindskiftet.

Og netop fællesskabet, peger flere af medlemmerne på, er vigtigt.

- Efter jeg var blevet skilt, så havde jeg stadig venner. Der er altid venner her, lyder det fra medlemmet Jens Hansen.

Er I rockere?

- Nej, det er vi ikke. Vi er helt almindelige mennesker, der bare synes, det er fedt at køre motorcykel, griner Tina Døssing.

Hun tilføjer også, at det er en forening og ikke en klub, og at der ikke er noget klubhus eller nogen rygmærker.

- Jeg kom med for mange år siden, og det har holdt ved. Jeg har kørt motorcykel lige siden og haft en motorcykel lige siden, for ellers måtte jeg jo forlade klubben, lyder det fra Tina Døssing.