- Jeg har det ad helvede til. Fordi jeg føler bare, at vores retssystem har svigtet igen.

Sådan siger mor til 13-årige Anna Sveistrup, Malene Sveistrup, ovenpå den dom, der faldt I Vestre Landsret tirsdag eftermiddag.

Her blev den nu 20-årige Elias Shegow idømt en fængselsstraf på 12 år for drabet på Anna Sveistrup, der blev fundet brutalt myrdet bag fjernvarmen i Hjallerup i marts 2024.

TV2 Nord taler med Malene Sveistrup på havnen i Aalborg, efter at hun har haft tid til at sunde sig oven på den dom, der faldt. Både anklagemyndighed og forældre så nemlig gerne byrettens dom skærpet ved at idømme Elias Shegow en forvaringsdom.

Systemet svigter igen

Men landsretten valgte i stedet at stadfæste byrettens dom på de 12 års fængsel.

- Jeg synes bare, at der er så mange ting i det her, hvor der bare er svigtet. Og at den lige pludselig skulle laves om til en forvaring, det er jo næsten for godt til at tro på. Så jeg tror, at det er nemmere ligesom at være pessimist, og det viser sig jo også at holde stik, siger Malene Sveistrup

Stemmerne blandt dommerne faldt ud 50-50: Tre mente, at Elias Shegow skulle have forvaring, mens tre mente, at byrettens dom på de 12 år var den rette straf at idømme Anna Sveistrups drabsmand.

Og når der er stemmelighed, gælder det mest gunstige resultat for den tiltalte.

- Selvfølgelig er det godt at se, at der ligesom alligevel er noget, der har flyttet sig i forhold til stemmerne i byretten, som jo var otte mod fire. Men omvendt så svigter systemet igen, fordi så tilgodeser man gerningsmanden. Og hvorfor falder den ud til hans fordel? Det er altså ham, der har forbrudt sig mod grundloven, siger hun, inden hun fortsætter:

- Det er ham, der har begået et drab, og så tilgodeser man ham? Altså, jeg fatter det simpelthen ikke. Det gør jeg virkelig ikke.

Dramatisk dom

Da dommen blev afsagt kort efter klokken 15 affødte det nogle meget voldsomme reaktioner hos de pårørende.

Annas bonusfar, Allan Sveistrup, reagerede ved at hamre hårdt i bordet, råbe højt og så forlade lokalet, mens Malene Sveistrup kom med en følelsesladet klapsalve og en hård opsang for det, som hun mener, var en helt forkert dom. Direkte henvendt til den dømte råbte hun: "Du er kraftedme syg i hovedet".

- Jeg tror, at det I så, var nogle desperate forældre, som har været udsat for det værst tænkelige. Og så sidder der en skide dygtig forsvarer, og forsvarer ham. Og det ender så med, at det igen går til hans fordel. Jeg synes bare, at det der svigt, det fylder bare så meget, siger hun, inden hun fortsætter:

- Jeg synes bare ikke, at det er rimeligt. Hverken over for Anna, over for os, eller over for samfundet. Fordi det her, det er virkelig noget, der kommer til at få konsekvenser for vores samfund, siger Malene Sveistrup.

Det stopper ikke her

Allan og Malene Sveistrup havde begge håbet på, at det ville blive en forvaringsdom til Elias Shegow. Både af hensyn til retfærdighedsfølelsen, men også fordi de mener, at en fængselsstraf på 12 år intet løser. For så vil deres datters drabsmand ikke få den hjælp, der gør, at man kan lukke ham ud i samfundet igen.

- Når han bliver lukket ud igen, så kommer det her til at ske igen. Og jeg vil jo nødig at være den forælder, der står og siger: "Hvad sagde jeg", men det er jeg altså ikke i tvivl om, at jeg kommer til at være.

Stopper det for jer nu?

- Nej, det kommer ikke til at stoppe for os her. Vi er nødt til at kæmpe videre. Jeg tror, vi er nødt til at finde ud af, hvad det er, vi skal kæmpe for. Selvfølgelig kæmper vi for Anna, men jeg tror også en del af vore helingsproces er, at vi kan gøre en forskel for andre, siger Malene Sveistrup og fortsætter:

- Og kan vi være med til at redde et andet menneskes liv, så er vi villige til at gå rigtig langt for det.