Fredag omkring middagstid fik de besøgende i Østerådalen i Aalborg en særegen og helt speciel naturoplevelse. Hvis de altså opdagede det.

På himlen havde en af Danmarks allerstørste flagermus droppet nattesøvnen, og var i stedet i gang med at jage insekter.

Og det er altså et dyr, man normalt kun ser i de sene nattetimer eller ved skumringstid. Episoden gjorde da også indtryk på Erik Bilde, som var så heldig at se flagermusen i aktion.

- Det er en sjælden og fascinerende mulighed for at se dyrets imponerende vingefang og manøvredygtighed, som man ellers kun ser som en hurtig skygge mod nattehimlen, siger han.

Har travlt

Erik Bilde er naturentusiast, og han forklarer, at der er to grunde til, at brunflagermusen sommetider jager i dagtimerne. Normalt er de aktive om natten for at undgå rovfugle.

Det kan skyldes energimangel, hvis natten har været usædvanlig kold eller regnfuld. Det kan tvinge flagermusen ud af sin hule før tid.

Men i dette tilfælde skyldtes det formentlig, at flagermusene for alvor har travlt i april og maj. Her vågner de ifølge Erik Bilde for alvor fra deres vintersøvn.

- Hvis der er en stor koncentration af insekter i dagtimerne, kan gevinsten ved at jage overskygge risikoen ved at bevæge sig ud i lyset, siger han.