Tre præster i Sydhavns Sogn i København var mere end almindeligt udmattede, da de lørdag var færdige med tre timers drop-in dåb i Kirkeskibet, der er sognets flydende kirke i Københavns Sydhavn.

For den annoncerede drop-in dåb endte med at udarte til en regulært massedåb - da 42 mennesker blev døbt. Morten Sternberg, der er en af de tre præster, siger til TV 2 Kosmopol:

- Jeg tror, det her tangerer Danmarksrekorden for drop-in dåb.

Han fortæller, at som regel er der en del babyer blandt dem, der bliver døbt, når kirken inviterer til drop-in dåb, men denne gang var der også mange større børn og voksne helt op i 50-års alderen, som blev døbt.

- Det taler ind i tendensen om, at vi oplever lavere tal for babyer, der bliver døbt - mens der er flere, der bliver det, når de selv kan vælge. Og her stak det fuldstændigt af, siger Morten Sternberg, der stadig er ved at puste ud oven på det markante rykind.

Kirkeskibet er en midlertidig, flydende kirke, de skal være i brug, indtil en ny kirke står færdig på Teglholmen i august 2028.