Det var, da Grete Madsen gik sine hjemmevante ture på Frederiksberg i København, at tanken opstod.

Overalt så hun nemlig de mange, travle københavnere med gravide maver, barnevogne og småbørn.

Nogen her måtte da have brug for en hjælpende hånd, tænkte hun. Og måske endda en reserve-bedsteforælder.

En 'bedste-Grete', som senere blev hendes højtskattede tilnavn.

- Mange unge her i København har måske forældre, der bor langt væk. Så jeg tænkte, at der kunne være nogle unge mennesker med et barn på vej, der havde brug for nogen ved deres side, siger Grete Madsen til TV 2 Kosmopol.

Skrev kontaktannonce

Grete Madsen var 62 år, da hun for otte år siden gik på efterløn.

Hun havde hele livet arbejdet som sygeplejerske, og da hun ikke kunne det længere, savnede hun relationerne og omsorgen til andre mennesker.

- Jeg havde jo stadig masser af energi – og nu også tid – til at være og gøre noget for nogle mennesker, fortæller hun.

Samtidig stod det klart, at hun ikke selv fik børnebørn.

Så hun skrev en form for kontaktannonce, hvor hun søgte efter nogle børn, der havde brug for en som hende. En art selvvalgte børnebørn.

Annoncen gav bid, og kort tid efter mødtes hun på en café med en højgravid kvinde fra lokalområdet, der i forvejen havde sønnen Pablo på to år.

Og den gravide mor og Grete Madsen klikkede øjeblikkeligt.

Følte sig som en rigtig "bedste"

I starten hentede hun Pablo fra vuggestue og havde ham med på legeplads eller hjemme i lejligheden på Frederiksberg.

Og da lillesøsteren Paloma senere blev født, gik Grete Madsen utallige ture i Frederiksberg Have med barnevognen.

Det var der, hun for alvor begyndte at føle sig som en rigtig "bedste", fortæller hun.

Men også børnenes mor begyndte efterhånden at føles som en form for datter eller søster for Grete Madsen.

- Jeg nød, at hun kunne bruge mig til noget. Hun ringede til mig og spurgte mig til råds om alt det, man kan stå i som mor med små børn. Det gav mig en følelse af, at jeg stadig kunne noget, husker hun.

Lejligheden, hvor Grete Madsen og hendes mand bor, er da også langsomt blevet fyldt op med legetøj, børnetegninger og udstyr i årenes løb.

Under sengen er der i dag fyldt med kasser med Barbie, Lego og andre legesager. Ligesom børnenes tøjdyr og sengetøj er stoppet ind ved siden af skabet.

Og når de to selvvalgte børnebørn fast hver uge kommer på overnatning hos hende, får de lov til at bestemme menuen.

På den måde er burger, pasta og pizza blevet hyppige gengangere hjemme hos Grete Madsen og hendes mand.

- De fylder mit liv med mening. Når jeg er sammen med dem, bliver jeg løftet ind i en anden verden, hvor jeg glemmer, at jeg har ondt eller er irriteret, forklarer hun.

- Det betyder meget, at deres forældre har vist mig den tillid. At forældre giver andre mennesker lov til at blive bedsteforældre.

Facebook-opslag og nye dates i kalenderen

Selvom rollen som reservebedste fylder godt op i Grete Madsens kalender, har hun nu besluttet sig for igen at række ud.

- Jeg hører i medierne, hvordan unge mistrives og tænker, at jeg stadig har meget at give af som en person på 70 år med masser af livserfaring, fortæller hun.

- Jeg har erfaret, hvordan en enkelt person faktisk kan være med til at ændre nogens liv. Så hvorfor ikke bruge mig selv? Jeg kan ikke løbe et maraton, men jeg kan alt muligt andet, fortæller hun.

Denne gang har hun skrevet et opslag på Facebook, hvor hun søger efter kvinder i alle aldre, der kunne bruge en ældre ven og støtte.

Og faktisk har hun allerede to dates i kalenderen i den kommende tid. En caféaftale med en ung kvinde i 20’erne og en gåtur med en kvinde i 50’erne.

- Jeg tror, at flere af os har mere at give af, end vi måske tror. Og det giver værdi for begge parter. Kæmpe værdi, siger hun.

- Man skal i hvert fald ikke holde sig tilbage, hvis man har et ønske eller en drøm om at gøre noget. Så gør det.