Mandag skal Retten i Hjørring behandle en straffesag mod en 35-årig mand, der er tiltalt for uagtsomt manddrab efter en dødsulykke på en parkeringsplads i Vrå 31. oktober 2024.

Ifølge anklageskriftet, som TV2 Nord har fået aktindsigt i, er manden tiltalt for ikke at have udvist tilstrækkelig agtpågivenhed, da han førte en stor lastbil med sættevogn på parkeringspladsen ved SuperBrugsen i Vrå.

Anklagemyndigheden vurderer altså, at chaufføren ikke kørte hensynsfuldt nok og dermed påkørte den 86-årige kvinde, der befandt sig på parkeringspladsen og afgik ved døden som følge af de kvæstelser, hun pådrog sig ved påkørslen.

Skete ved lav hastighed

Nordjyllands Politi fik anmeldelsen om, at en alvorlig ulykke var fundet sted på parkeringspladsen ved SuperBrugsen i Vrå omkring klokken 10.15 om formiddagen 31. oktober 2024.

Efterfølgende blev flere enheder, herunder patrulje, indsatsleder, bilinspektør og Tungvognscenter, sendt til ulykkesstedet for at kortlægge hændelsesforløbet, og nu er der så rejst tiltale i den ulykkelige sag.

Ifølge vidner til hændelsen var påkørslen sket ved lav hastighed. Det samme viste videomateriale fra området.

Ifølge anklageskriftet nedlægger anklagemyndigheden påstand om, at den 35-årige chauffør skal idømmes en bødestraf samt en betinget frakendelse af kørekortet med en prøvetid på tre år.