Hvis du har svært ved at koncentrere dig om dine lektier, så kan din TikTok-scrolling være skyld i det. Et nyt studie viser nemlig, at børn og unge, der bruger meget tid på sociale medier, får sværere ved at holde fokus.

Forskere fra det svenske Karolinska Institutet har fulgt over 8.000 amerikanske børn fra de var 9 til 14 år gamle. De ville finde ud af, om der var en sammenhæng mellem skærmvaner og ADHD-lignende symptomer - og resultatet er ret vildt.

Det viser sig, at det især er sociale medier - ikke tv eller gaming - der fucked med din koncentration. De børn, der brugte mest tid på platforme som TikTok, Instagram og Snapchat, udviklede gradvist flere problemer med at være opmærksomme.

Men hvorfor er sociale medier værre end andre skærme? Ifølge Torkel Klingberg, der er professor i kognitiv neurovidenskab ved Karolinska Institute, handler det om konstant distraktion.

'Sociale medier indebærer konstant distraktion i form af beskeder og notifikationer. Bare tanken, om der er kommet en besked, kan virke som en mental forstyrrelse og påvirker evnen til at holde fokus, hvilket kan forklare sammenhængen,' forklarer han.

Så næste gang du sidder og skal læse til en prøve, så overvej måske at lægge telefonen i et andet rum. Din hjerne vil takke dig for det.