Hvis du har kørt bil i dag, ved du sikkert godt at 2. juledag er den dag, hvor hele Danmark pakker sammen og kører hjem fra julehyggen. Vejdirektoratet havde advaret om tæt trafik mellem klokken 11 og 14 - og de fik ret.
Særligt i trekantsområdet, på Fyn og på Sjælland har det været kaos med både kø og trafikuheld. Men hvis du bor i Nordjylland, har du haft en helt anden oplevelse - her har trafikken været stille og rolig.
Det har Pia Hallengreen Pedersen i hvert fald oplevet. Hun har fejret jul med sine børn og børnebørn i Vrensted og slap helt for den store juletrafik.
"Jeg synes, det er gået supergodt. Der var heller ikke meget trafik på vej herop, så vi har nok ramt det rette tidspunkt at køre på," fortæller hun.
Hans Mathiesen fra Aarhus var ikke engang bekymret for at ende i trafikprop. For ham handler det om at tage det roligt og nyde turen, selvom det tager længere tid.
