Forestil dig at fyrværkeri bliver skudt direkte mod din bil, brandfolk eller bare tilfældige mennesker på gaden. Det er virkeligheden lige nu i Ringparken i Slagelse, hvor politiet får anmeldelser i hobetal.
Men nu siger beboerne stop. I morgen, nytårsaften, sender de op til 20 forældre på gaden med brandslukkere og refleksveste for at stoppe det farlige fyrværkeri.
"Vi kan selvfølgelig ikke stoppe al fyrværkeri, men vi kan hjælpe med, at farligt fyrværkeri bliver meget mindre. Vi har nu mellem 15 til 20 forældrevagter, der går rundt hele natten her i Ringparken, hvor hver har en brandslukker og en vest på, så man kan se dem," siger Hussein El-Khodr, der er afdelingsformand i beboerforeningen.
Det handler ikke kun om at være synlige på gaderne. Hussein snakker også direkte med de unge og deres forældre om, hvor farligt det er at skyde med fyrværkeri mod andre.
"Det kan også være med til at hjælpe, da vi mener, at forældrene har meget ansvar i den her forbindelse," siger han.
Beboerforeningen arbejder sammen med politiet om at få styr på situationen, så nytårsaften ikke bliver en farlig oplevelse for alle i området.