Jesper og Sara Hjorth boede i et kollektiv på Østerbro, da de ventede deres første barn. Og ligesom så mange andre stod de pludselig med det store spørgsmål: Hvad fanden vil vi egentlig med livet?
Skulle København stadig være deres base, eller var det tid til at prøve noget helt andet? Parret kunne simpelthen ikke se sig selv få børn på stenbroen.
"Vi var drevet af, at vi gerne ville være tættere på naturen. Og vi ville stadig gerne have en følelse af et medejerskab og en følelse af sådan en mere lokaltilknytning, end vi havde oplevet, at København var for os," forklarer Jesper.
"Så det var startskuddet," siger han i dag om beslutningen der endte med at føre dem langt væk fra bilos, støj og stenbroen.
I dag bor familien i bofællesskabet Sjællandsk Muld i Hvalsø. Det har været en lang og besværlig proces at komme dertil, men Jesper og Sara er ikke i tvivl - det var det helt rigtige valg for deres familie på tre, som snart bliver til fire.