Blinde oplever at gå ind i valgplakater, fordi de hænger lavere end de 2,3 meter over fortovet, som reglerne ellers foreskriver.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Blindesamfund. 

- Vi kan ikke se budskaberne, men til gengæld slår de hårdt. Budskaberne må gerne være højtflyvende – så vi ikke går ind i dem, lyder det fra Diana Stentoft i pressemeddelelsen. Hun er formand i Dansk Blindesamfund. 

Elia Kehlet, der er konsulent for Dansk Blindesamfund i Holstebro, Struer og Lemvig kommuner, uddyber problemet med valgplakaterne.

- Når vi går, og der hænger noget i øjenhøjde, så har vi ingen mulighed for at undvige det. Stokken er nede ved jorden, og ting der pludselig kommer på vores sædvanlige vej, hvor der ikke plejer at være noget, er en udfordring, siger han til TV MIDTVEST.

Forsidefoto: Arkivfoto Jan Ebbesen, TV MIDTVEST